Rekruttering til Kvinderådet
Vil du være med til at styrke fokus på kvinders sundhed?
Baggrund:
Som en del af Budgetaftale 2026 afsatte Region Sjælland midler til at fremme viden, udvikling og forankring af nye forskningsprojekter, som specifikt retter sig mod kvinders biologiske og kliniske behov.
Initiativet er forankret i Forskningsenheden ved Sjællands Universitetshospital og løftes i samspil med det Strategiske Forskningsråd Region Sjælland og øvrige regionale samarbejdspartnere.
En særlig forskningspulje vil understøtte konkrete projekter og samtidig gøre det lettere at hjemtage eksterne fondsmidler. Med mere synlighed, stærkere kommunikation og flere dedikerede forskningsspor skal Region Sjælland være med til at sætte kvinders sundhed højere på dagsordenen – lokalt, nationalt og internationalt. Aftaleparterne blev derfor enige om at afsætte 1,5 mio. kr. i 2026 og frem til styrkelse af forskning i kvinder. Se Budget 2026 her:
Formål med brugerpanelet:
Brugerpanelet (Kvinderådet) skal bidrage med erfaringer og perspektiver, der kan kvalificere forskningsidéer, projektudvikling og fondsansøgninger med særligt fokus på kvinders sundhed og sygdom og hermed forankre indsatsen i regionen.
Etableringen af kvinderådet understøtter de centrale elementer i den kommende sundhedsreform, herunder styrket forebyggelse, mere behandling tæt på borgeren og øget sammenhæng i patientforløb på tværs af sektorer. Reformen forudsætter løsninger, der tager afsæt i borgernes og patienternes konkrete behov og hverdagsliv i et sundhedsvæsen præget af øget kompleksitet og pres på ressourcer.
Samtidig adresserer kvinderådet den nationale og internationale kvindesundhedsdagsorden, som peger på manglende viden og uligheder i forhold til kvinders sygdom, symptomer, diagnostik og behandling. Kvinder er historisk underrepræsenterede i sundhedsforskning, og kønsspecifikke forskelle er ofte utilstrækkeligt belyst.
Milepæl
Brugernes feedback er et centralt element i styrkelsen af fondsansøgninger. Flere danske fonde stiller krav om systematisk brugerinddragelse i udarbejdelsen af forskningsprojekter.
Ligeledes er der nationalt og internationalt et markant fokus på patient- og borgerinddragelse i forskning og udvikling af nye sundhedsindsatser. Etableringen af brugerpanelet understøtter denne udvikling.
Resultat og effekt
Den direkte involvering af Kvinderådet bidrager samtidig til:
- Forankring af indsatsen for forskning i kvinders sygdom og sundhed i regionen
- Identifikation af nye forskningsområder og tematikker
- Øget fokus på forhold, der har betydning for kvindelige patienters hverdag og livskvalitet
- Viden med potentiel samfundsmæssig betydning, herunder økonomiske perspektiver
Rammer og indhold
Kvinderådet mødes 3–4 gange årligt. Hvert møde har fokus på et specifikt tema og tilrettelægges som workshops og gruppediskussioner med fokus på samskabelse.
Indholdet kan tage afsæt i:
- Skriftligt materiale
- Konkrete cases
- Forskningsidéer eller projektoplæg
Formålet er at skabe dialog og generere input, der kan anvendes direkte i forsknings- og ansøgningsarbejdet.
Kvinderådet faciliteres af Forskningsenheden i Staben på Sjællands Universitetshospital, der står for opbygning og vedligeholdelse af kvinderådet, sikring af diversitet i repræsentation samt rekruttering og løbende dialog med brugerne.
Kontaktinfo: Send en mail til annenh@regionsjaelland.dk hvis du vil høre mere eller deltage.